Musik i Lejets SOMMERSOL melder udsolgt!

Musik i Lejets Sommersol blev i dag onsdag sat til salg kl.12.00. Efter 43 minutter kunne Musik i Lejet melde den første dag fredag d.23. juli udsolgt. Og herefter gik det stærkt. 1 time og 3 minutter efter var arrangementet Sommersol udsolgt. Sommersol har annonceret navne som Tessa, Jung, Anne Linnet og Hans Philip som nogle af hovednavnene.
Musik i Lejet offentliggjorde programmet tirsdag, hvor arrangementet modtog positiv respons. “Det er tydeligt at mærke, hvor meget vi savner kultur og live-arrangementer,” fortæller Peter Maarbjerg, Musik i Lejets bestyrelsesformand. Derfor er han også ked af at skuffe de mennesker, der ikke fik billet.
“Vi ville ønske, at vi kunne invitere til kæmpe sommerfest i Tisvildeleje, men grundet Covid-19 omstændighederne har det kun været muligt at sætte 2000 billetter til salg fordelt i to zoner af 1000 stående gæster,” fortæller Peter Maarbjerg.
Dog er Musik i Lejet stolte af, at de på kort tid har stablet Sommersol på benene efter aflysningen af festivalen Musik i Lejet, der traditionelt set afholdes hvert år i Tisvildeleje d.21.-22.-23.-24. juli. Derfor skal det smage af festival, kolde Tuborg og sommer, når Sommersol går i luften med live-musik under åben himmel.
Disse navne spiller til Sommersol:
Onsdag d.21. juli
Hans Philip x Bathsheba x Lord Siva
Torsdag d.22. juli
Anne Linnet x Nicklas Sahl x Scarlet Pleasure
Fredag d.23. juli
Tessa x Emil Lange xKesi
Lørdag d.24. juli
Phlake (akustisk) x Dopha solo x Jung
Presseakkreditering
Deadline for ønsker om akkreditering til Sommersol er d. 16. juli 2021 kl. 12.00 til e-mail: maja@musikilejet.dk.