Musik i Lejet fejrede frivilligheden på Hotel Cecil

Det danske band, LOLA, åbnede ballet med en ægte R&B-fest. Derefter blev det tid til aftenens første prisoverrækkelse i kategorien ‘Årets Bar'. Her løb Fiskerbaren afsted med sejren, da de kunne brillere med hele 44% af alle stemmerne i årets gæste-evaluering vedr. gæsternes favoritbarer. Godt klaret!
Næste koncert var med den unge sanger, Maximillian, der for en aften fik de frivilliges hjerter til at smelte med sin bløde stemme og sjælfulde sange. Herefter blev det tid til endnu en prisoverrækkelse: Årets S-MiL pris. Fire seje frivillige var nomineret af fire andre frivillige for at have gjort et særligt indtryk - enten med deres altid gode humør, stærke indsats, sjove karakter eller noget helt fjerde. Vinderen blev Musik i Lejets atmosfæreansvarlige, Eva Brinkløv, der med sin nominering rørte aftenens gæster nok til at hive flertallet af stemmerne hjem. Stort tillykke!
Årets frivilliggalla var langtfra slut, fordi kort tid efter indtog Musik i Lejets ukronede Bankokonger scenen. De satte et underholdende Banko Show i gang med prangende jakkesæt og fede præmier til de heldige. Og så blev det tid til den sidste prisoverrækkelse for ‘Årets frivilligindsats’, som Gabriel Bastholm og Mikkel Skjerning modtog prisen for. De har vist stort engagement hele vejen igennem deres arbejde som frivillige og især under festivalen, ydede de en særlig indsats, som var på alles læber. Velfortjent!
Herefter gav den populære duo, FOOL, aftenens sidste koncert med numre som ‘Strapped’ og ‘Live a Little’, der i den grad fik dansegulvet til at gynge. Natten var stadig ung efter FOOLs sublime optræden, så herfra tog DJ'en over og fortsatte dansefesten til årets frivilliggalla lukkede og slukkede.
Til Musik i Lejets frivillige: Tak for en uforglemmelig aften, tak for jeres indsats og vi ses forhåbentlig igen til næste år! #udenfrivilligeingenfestival