Kesi

Onsdag kl. 13:00 på Strandscenen

Oliver Kesi Chambuso har siden sin debut på den danske musikscene i 2011 leveret hit efter hit. Gennem de seneste par år har Kesi sammen med produceren Hennedub skabt en genkendelig lyd, der har ført til his som ‘Følelsen’, ‘God dag’, ‘Ekstra’, ‘Kom Over’ og ‘Su Casa’. 


Han er født i 1992 og opvokset på Nørrebro. I dag står han som en af landets største pop/urban sangskrivere og artister. Han stiftede BOC sammen med bl.a. Gilli, BennyJamz og Noah Carter. I 2020 udkom albummet “BO4L”, der præsenterede os for kæmpe hittet ‘Blå Himmel’ med Hans Philip og ‘Tilbage’ featuring hans makker fra gamle dage, Gilli. 


Kesi bliver flittigt afspillet på dansk radio, har topplaceringer på Spotify og blev i 2017 indstillet til hovedprisen til P3 Guld. I 2019 blev han hædret med to priser til Danish Music Awards som Årets Urban Artist og Årets Solist. 


Sommersol fejrer blå himmel, sol og sommer. Og hvem passer så bedre på scenen end Danmarks hertug af dansk rap og fortaleren af gode sommervibes? Med kæmpe energi og godt humør ser vi frem til Kesi i Sommersolens skær.